Stork Klinik
  • Ninas tale fra Storketræf 2009
  • Ninas tale fra Storketræf 2009
  • Ninas tale for storktreff 2009
  • Ninas tale fra Storketræf 2009
  • Ninas Rede Stork-Treffen 2009
  • Ninas tale fra Storketræf 2009
  • Ninas tale fra Storketræf 2009
 
HemKartaKontakt

Storkträffen tale 6. Juni 2009

Hjertelig velkommen til det 5. Storketræf!

Dejligt at se at I er mødt så talstærkt op!!! Tak for det. 

Formålet med dagen i dag er hele 3: At fejre at Børnene findes, at børnne kan se og møde de andre børn, og se at der er mange der lever uden en far, og til sidst at I mødre kan mingle med hinanden og skabe nye netværk.

Siden StorkKlinik åbnede i 1999, er over 1750 børn født! Det er jo ufattelig mange. Er det ikke fantastisk?!

Formål med at åbne StorkKlinik i 1999 var jo at sætte lys og fokus på den uretfærdighed at enlige og lesbiske frem til år 2007 blev forbudt blive insemineret andre steder. Jeg havde nok forestillet mig at StorkKlinik ville blive lukket efter ½ år efter jeg åbnede den, vha et lovindgreb. Det skete heldigvis ikke. Men en masse debat, ballade of diskussioner i både presse og folketing dét fik vi.

Og det var jo dét der var meningen. I mit stille sind havde jeg nok aldrig forestillet mig at jeg skulle stå her, snart 10 år efter, overfor jer alle her og med en travl klinik i fuldt vigør.

Jeg tænker tit på alle disse snart 2000 børn. Vi har gjort hvad vi kunne, på klinikken og i pressen, for at dele den power og den stolthed jeg synes det er at være en del af et anderledes familie netværk.

Og I har bestemt en grund til at være stolte. I har trodset samfundets normer, nogle af jer har også trodset jeres egen families normer og forventninger for at følge en drøm om at realisere en alternativ familie.

Vores egen søn, Oskar, fylder 10 år om 10 dage. Noget af det allervigtigste jeg har ønsket at give ham, er netop denne stolthed. Der gerne skal udspringe af en hvilen i sig selv, og en dyb tro på at være ok, bare fordi Oskar er dén han er. Men også en stolthed over at komme fra en ganske særlig familie, der har fået barn på en ganske særlig måde.

En nyligt offentliggjort dansk undersøgelse har vist at børn af lesbiske er særligt robuste. Sammenlignet med en kontrolgruppe af børn født i heteroseksuelle familier med en far og en mor, viser det sig at børn af lesbiske kun har 2 % risiko for at komme i kontakt med det psykiatriske system. Børn fra såkaldte almindelige familier med en far har 5% risiko. Det afliver myten om at børn af lesbiske forældre er mere sårbare end andre børn... Men det har vi jo altid vidst!

Uden at blinke, er jeg sikker på, det samme vil gælde donorbørn født at enlige kvinder. Det er jo ikke Frøken hvem-som-helst, vi gennem tiden har mødt på StorkKlinik. Det er som oftest seje og stærke kvinder, der har gjort sig dybe og grundige overvejelser over deres kommende forældrerolle.

Forleden talte jeg med en veninde med 2 dejlige adopterede børn fra et fjernt land. 2 smukke skønne mørke døtre har hun. Hun udtrykte, at det ind i mellem også kunne være anstrengende at stå model til alle mulige dumme, ubetænksomme eller ufølsomme spørgsmål fra mennesker der ikke kendte familien så godt.

Og det kender jeg jo egentlig ganske godt.

Når vores donorbørn fx skal forklare at de ikke har en almindelig far, men at sædcellerne kommer fra en donor, bliver mange børn, selv af pædagoger, mødt med ”Sådan noget pjat, ALLE BØRN HAR JO EN FAR....” Så kan det være frustrerende for et lille barn, at skulle igennem den mur og prøve forklare at ”jeg har altså ikke en almindelig far som alle andre børn, og sådan er livet nu en gang for mig.”

Vores situation som regnbuefamilier og selvvalgte enlige mødre, kan meget nemt blive opfattet som en tilladt og tilgængelig skydeskive for andres fordomme. Nogle mennesker kan få en følelsesmæssig reaktion på at vi har ”tilladt os” at vælge at få barn uden en mand. Ind i mellem kan det kræve sin kvinde og et mål af overskud at forklare og være konstruktiv og imødekommende.

Jeg har engang oplevet at være ude at se på en brugt bil med vores barn ved hånden. Oskar var ikke ret gammel. Den flinke forhandler forklarede og viste frem. Idet vi er ved at runde af, afslutter han venligt med et: Kom endelig igen, når du har været hjemme og tale det igennem med din mand.....

Så står man dér med sin søn i hånden. Der er rigtig mange mennesker i butikken og ingen andre taler sammen. Så der foregår ikke andet i lydrummet end denne samtale...

Nogle gange er det jo unægtelig nemmere bare at sige ”Ja-ja og farvel” fordi.... Er det nu også LIGE her, lørdag eftermiddag, hos brugt vogns forhandleren at man skal springe ud og forklare om hele ens private familie forhold? Er det ikke for besværligt? Og hvad angår mine familieforhold egentlig en tilfældig bilforhandler, og alle de andre kunder i butikken? ER det nu også nødvendigt at skulle til at forklare alting lige her?

JA for fanden! Det er lige dét det er. Selvfølgelig for din egen selvrespekts skyld. For der ER jo ingen mand derhjemme du skal hjem og diskutere noget som helst med. Men aller vigtigst - for dit barns kommende selvopfattelses skyld.... Her får du nemlig en enestående chance for at lægge kimen til barnets følelse af at være født som en ualmindelig heldig kartoffel.

Du står med chancen for at vise barnet hvordan man gebærder sig som menneske i en verden der i andres øjne udelukkende består af ”far-mor-børn-arrangementet”. Og du får chancen for at vise dit barn ”LIVE” at der ikke er noget som helst mærkeligt eller forkert ved, at vi derhjemme bor altså på en anden måde.

Og dén chance skal jo ikke spildes ved et slattent ”ja-ja og farvel” til en forhandler de10-20 kunder der står der og venter... - og lytter med.

Vores forklaringer om ”At nu er der ikke en  mand der hjemme, for lille Oskar er altså bare så heldig at have hele 2 mødre.” Eller, hvis jeg var enlig: ”At lille Benjamin og jeg ikke har en mand i huset, så derfor beslutter vi suverænt selv, om vi skal have den ene eller den anden bil”. Disse venlige forklaringer er jo lige præcis dé forklaringer vores børn skal spejle sig i. Og derefter have med sig de 5-10 gange om ugen, de selv befinder sig ude i verden i en lignende situation og skal forklare sig, om den dér ”ikke-far”, som de ikke har, og alt det andet som de har i stedet.

Derfor besluttede jeg mig i sin tid for at prøve at betragte alle ”dumme spørgsmål” og ”ubelejlige kommentarer” som gaver sendt fra himlen. Og jeg har, indrømmet, været udsat for mange, både mærkelige og sjove spørgsmål fra både journalister, politikere, taxi chauffører osv osv.

Det er jo netop her vi får lov at forklare os selv og især vise vores børn at vi står ved hvem vi er, står ved de beslutninger vi har taget og den måde vi i sin tid har valgt at danne familie på.

-Så verden... Kom nu endelig med en mase dumme spørgsmål. Og giv os gerne endnu flere irriterende bemærkninger, så vi får gode chancer for at rydde misforståelser af vejen og forklare at familier kan se ud i mange farver. Folk véd jo ikke bedre, hvis vi ikke gider forklare os igen og igen.

Præcis som vores børn jo skal ud i verden og gøre. Forklare og forklare, venligt og imødekommende. Hvis vi vil anerkendes og respekteres er der ingen vej uden om. Og så kan vi jo lige så godt få det bedste ud af det!!!!! Og bruge de ”uheldige bemærkninger” til at få en hyggelig og forklarende snak ud af det.

I er måske uenige... har måske gjort jer andre erfaringer? Snak om det i dag, der kommer en frokost øvelse fra samme bolgade ☺

Og så håber jeg at I fx kan bruge det store fællesfoto vi tager i dag til at vise frem i jeres barns børnehave / skole eller andre steder hvor det er relevant at fortælle at der altså er rigtig mange, over 1700, børn uden en far. Selv om barnet måske er den eneste på sin stue eller klasse uden en far.

Dagen i dag er jo i den grad ment til at give jer mulighed for at mingle rundt og danne nye kontakter. Lov mig, både børn og mødre, at hvis du ser nogle du synes ser søde ud.... Så gå hen til dem og snak! Spørg til deres børn eller hvad ved jeg. Hold dig ikke for fin til at tage kontakt. Det er jo det vi er her for i dag.

FROKOST ØVELSE
Tag en runde, hvor i hver især præsenterer jer og jeres børn og hvor I kommer fra, og fortæl om jeres egne erfaringer med ”dumme spørgsmål” fra folk der ikke ved bedre, og hvordan I syntes I taklede det. Jeg tror vi alle har prøvet at stå i sjove eller besværlige situationer. Sørg for at alle får taletid, så I har et fælles ansvar for at nå hele vejen rundt.