Stork Klinik - Fertilitetsklinik Insemination IUI København

Om klinikken

Nina Stork's personlige beretning

En kvinde, som gør en forskel

Jeg åbnede StorkKlinik i 1999, fordi jeg var fuld af undren over, at Danmark havde vedtaget en lov om kunstig befrugtning i 1997, der pludselig forbød læger at behandle enlige og lesbiske kvinder.

Min partner Inger og jeg var selv i gang med at forsøge at blive gravide, da lovændringen pludselig lammede både os, og lesbiske og enlige kvinder i hele Skandinavien.
På grund af lovændringen måtte vi fra den ene dag til den anden afbryde vores inseminations- og IVF forsøg på en privat lægelig fertilitetsklinik.
Vi var sorgfulde og vrede på én gang.
To år efter fik jeg kræfter til at gøre noget ved det, da det lykkedes Inger at blive gravid med hjælp fra en god bekendt, der ville donere.
Jeg havde således personlige grunde til at åbne StorkKlinik.

 

Et ordentligt alternativ
Mit ønske er at skabe muligheden for at alle kvinder, enlige som lesbiske, med eller uden mand, kan blive gravide under ordnede og sundhedsmæssige forsvarlige forhold på niveau med landets lægeklinikker og fertilitetsbehandling i øvrigt.

En helt anden varm og nær oplevelse af undfangelsen
Gennem mine egne utallige inseminations- og IVF forsøg, har jeg gjort mig nogle smertefulde erfaringer. Det slog mig, hvor følsom og sårbar jeg var i håbet om, at det skulle lykkes at få et barn. Jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan det at skabe et barn via insemination kunne gøres mere menneskeligt, værdigt og respektfuldt.

Skabelse af nyt liv er, som jeg ser det, en hellig stund, som der bør gøres noget særligt ud af.