Hjertelig Velkommen til det 6. Årlige Storke Træf!
Tak fordi I kom og tak til Lilian og Julie, og I andre medarbejdere, der har arrangeret og organiseret dagen.
Det var Karen og Nanna, et lesbisk par, der tilsammen har 4 børn, der tog initiativ til det allerførste Storketræf i 2005 som vi afholdt på Café Alma her på Islands Brygge.
Deres ældste søn havde spurgt sine mødre: Hvem er nu ham dér Hr. Stork? Og hvordan er jeg egentlig blevet til? Og så fik de ideen til at det kunne være spændende at mødes med alle de andre børn og familier, der ikke har en traditionel far. Med det formål at både børn og voksne kan dele den følelse af at:
WOW hvor er vi mange familier, - i mange farver, der lever lidt anderledes, og alligevel ikke så forskelligt fra andre familier.
Og børn... Hvordan er det så for jer, at leve uden en almindelig far i familien? Det er selvfølgelig anderledes end hos de fleste af jeres kammerater.... - Og hvad siger I børn efterhånden som I bliver større?
Der er mange der har været bekymrede på jeres og vores vegne. Og mange har forsket i hvordan det nu går, når et barn vokser op efter donor insemination. Indtil videre er det ikke lykkedes mig at læse andet end meget opmuntrende videnskabelig forskning.
Mellem os.... Det vidste vi egentlig godt. Blandt alle de kvinder jeg har mødt til insemination på StorkKlinik, synes jeg altid at kunne fornemme et indre lys af tro på, at det her kan jeg godt klare, på lige fod med mine medsøstre, der sidder dér med mand og hund - og hvad ved jeg.
Gennem de overvejelser og selvransagelser som I kvinder OGSÅ har delt med mig ved samtalerne på klinikken, har jeg næsten altid også kunnet mærke en kvindelig ur-styrke, når beslutningen endelig var taget.
En følsom råstyrke som jeg tror at kvinder med børn gennem mange årtusinder også har siddet med, når mændene har været på jagt, på job, i krig... eller bare væk.
Nu er der så også fine forsknings resultater der bekræfter det samme. Dejligt!
En ny længerevarende undersøgelse offentliggjort januar i år fra Cambridge Universitet, har fokus på de selvvalgte single mødre. Dvs mødre der er blevet donorinsemineret.
Undersøgelsen har sammenlignet 3 grupper af familier med 20-36 familier i hver gruppe, nemlig hhv:
· familier med børn af selvvalgte enlige mødre
· familier med børn født af lesbiske par
· familier med børn født af traditionelle heteroseksuelle par.
Både børn og forældre har gennemgået psykologiske test og uddybende interviews da børnene var hhv 6 + 12 + 18 år.
Undersøgelsen viser at Singlemødre oplever færre alvorlige uoverensstemmelser med deres børn. Og, - spændende, opdrager dem mere konsekvent end lesbiske og traditionelle mødre.
I slutningen af puberteten, dvs da børnene er 18 år, er unge af enlige selvvalgte mødre lige så glade for deres mor som unge fra traditionelle familier.
Unge af single- og lesbiske mødre viser desuden:
* langt færre depressioner
* har et mindre forbrug af alkohol
* har mindre angst
* udviser et lavere niveau af fjendtlighed end unge fra traditionelle familier.
Børn af enlige og lesbiske har oveni købet et højere selvværd og højere uddannelsesniveau end kontrolgruppen af børn født i ”almindelige” familier.
Dén tendens bliver bekræftet af en anden ny dansk undersøgelse, der viser at adopterede børn af selvvalgte enlige kvinder også ser ud til at klare sig lige så godt og på nogle områder bedre end adopterede børn hos en far og mor.
Vi har lagt information, links og resume af undersøgelserne ud på bordene.
Tag gerne papirerne med hjem, og brug dem i dag til at tale med hinanden om.
Det ER super fint og godt at have en dejlig far, det skal vi ikke betvivle. Men det er en myte, at det at have en far er en garanti for at få en god barndom.
Så skal vi jo også huske, at det ikke altid kun er smukt & lutter idyl at være barn af enlige eller lesbiske forældre. Vi oplever jo bøvl og udfordringer som i alle andre familier. Det ved vi jo!
Men derfor kan vi godt glæde os over at få bekræftet dét som mange kvinder har følt og delt med os på StorkKlinik inden inseminationen:
”Jeg har dét der skal til for at, skabe en god familie, når det lykkes at blive gravid!”
Den power og den selvtillid som vi stadig løbende møder på klinikken, resulterer jo i dag i denne sal fuld af vidunderlige børn.
Og til jer børn, kan jeg kun sige endnu en gang: I er meget ønskede og meget, meget elskede. Og nu er der også videnskabelig bevis for det er meget sandsynligt, at et rigtig dejligt liv, venter jer.
Husk nu både børn og voksne, at når I ser nogle her i dag, som I har lyst til at gå hen at tale med, så rejs jer og gør det. Det er blandt andet det dagen i dag er til for. Der ligger papir og blyanter på bordene til udveksling af navne og adresser.
Hvis I har lyst så I kan maile til klinikken og få hele adresselisten på deltagerne i dag, hvis der er en kontakt I gerne vil uddybe. Vil nogle ikke stå på listen, vi sender rundt, så kom og sig det til Julie, Lilian eller mig her i dag.
Jeg håber dagen bliver fin og minde-rig! Brug nu dagen til at være åben og nysgerrig i fht at møde og tale med hinanden.
Derfor vil jeg bede jer her og nu vælge 2 I ikke kender og præsentere jer, fortælle
· hvor I kommer fra
· lidt om jeres børn
· hvem I er.
Det får I 10 minutter til nu.
Tak for mig....
STORKKLINIK / STORE KONGENSGADE 40H, 1 / DK - 1264 KØBENHAVN K / TEL +45 3257 3316 / FAX +45 3257 3346 / CVR 18046083 / INFO @ STORKKLINIK.DK / » Find os
